Henvend dig her, hvis du er forsker

Er du interesseret i et forskningssamarbejde?

Forskningsbaseret viden er vigtig i arbejdet med at udvikle og forbedre vores indsatser omkring sundhed og omsorg. Derfor medvirker vi meget gerne i forskningsprojekter, som lever op til følgende kriterier:

Forskningsspørgsmålene knytter sig direkte til aktuelle eller fremtidige problemstillinger, som forvaltningen har fokus på at løse.
Forskningsprodukterne, som projekterne resulterer i, er møntet på at kunne anvendes i praksis af kommunale aktører.
Formidlingen af resultaterne skal tilrettelægges, så den bedst muligt kan forstås og anvendes af de medarbejdere eller borgere i kommunen, som den er relevant for.

Aktuelt prioriterer vi særligt at medvirke i forskning omkring følgende tre problemstillinger:

  1. Effekten af indsatser omkring borgerrettet forebyggelse. Disse indsatser har strukturel karakter, og stiler mod at reducere den sociale ulighed i sundhed. Fokus er på rygning, alkohol og mental sundhed blandt yngre og/eller kortuddannede.
  2. Evidensen af forskellige typer af rehabiliteringsindsatser overfor borgere med demens. Herunder særlig de indsatser, der omhandler fysisk og kognitiv træning, sansestimulering og mestring af egen hverdag.
  3. Udvikling af kommunale praksisser og af samarbejdet mellem primær og sekundær sektor omkring forebyggelse af indlæggelser. Især ønskes forskning, der kan udvikle arbejdet med at forebygge indlæggelser grundet nedre luftvejssygdomme og væskerelaterede sygdomme.

Hvis et forskningsprojekt involverer deltagelse fra mere end 40 borgere, 5 medarbejdere og strækker sig over længere tid end 6 måneder, kræver det godkendelse fra forvaltningens ledelse. Generelt er det derfor vigtigt, at du kontakter os så tidligt som muligt, hvis du ønsker at involvere os i et forskningssamarbejde. Helst minimum 3 måneder før ansøgningsfristen. Så kan vi nå at indgå i en dialog om at tilpasse ansøgningen, og vi kan nå at få den behandlet i vores system.

Alle henvendelser vedrørende forskningssamarbejde skal stiles til:

Specialkonsulent Annemette Ljungdalh Nielsen, hb2g@suf.kk.dk